Farvel til Google Analytics, goddag til Piwik

Det er med sorg i stemmen, at jeg må indrømme, at jeg er hoppet tilbage til Google Analytics. Mine Piwik data begyndte at holde om med at opdatere hyppigt nok, og Google kom med en iOS app. Så jeg er tilbage på denne vogn igen… Beklager…

Så er Google Analytics fuldstændig fjernet fra Designgrotten. Jeg bruger nu kun Piwik til at følge jeres færden.

De fleste er nok ligeglade med dette, for Google Analytics bliver jo brugt på et utal af sites på internettet. Google Analytics er også virkelig godt, flot og “gratis”.

Hvem betaler når Google Analytics er gratis?

Jeg betaler jo ikke det store. Det koster måske lidt i hastighed på sitet for at kalde Google Servere, men det er ikke så galt.

Den som betaler i denne sammenhæng er DIG som internet-bruger. Du ved det nok ikke, og skænker det ikke så mange tanker. Men Google er jo verdens måske førende datamining- og annonce-virksomhed. Google Analytics er én af deres måder at finde ud af, hvad vi som internet-brugere interesserer os for. På den måde kan de målrette deres annoncering til dig som bruger. Og det er måske fint nok. For hvis man skal se annoncer på nettet, så er det nok mere interessant at se noget som er vedkommende.

Hvorfor det fundamentalistiske synspunkt ift. Google?

Det er sådan set ikke fordi jeg har noget mod Google. Jeg synes det er en fantastisk virksomhed, som på mange måder vil og gør nogle gode ting. Men jeg har også en forkærlighed for gode open source initiativer. Sitet her kører jo WordPress, et CMS som jeg har brugt i meget lang tid efterhånden. Jeg leger en del med spørgeskemaer på Trendminers.dk hvor jeg anvender Limesurvey som også er open source. Og nu har jeg så kastet mig over Piwik, som er et open source trafikanalysesystem.

Og selvom jeg driver en shop, så bruger jeg kun en flig af de muligheder som Google Analytics giver. Piwik giver mig derfor alt hvad jeg har brug for. De har ovenikøbet lavet en app til deres system (noget som Google overraskende nok endnu ikke har formået til iOS). Så siden jeg fik Piwik installeret, så har jeg kigget meget mere på min analytics end tidligere.

Hmm det lyder spændende det der Piwik!

Ja, hvis du har dit eget site, og kan finde ud af at oprette en database hos din host, så kan du let sætte det op. Se en lille præsentationsvideo af Piwik her: